Praktiske informationer

Fysiske rammer

Vi bor på Strandvejen 93, indgang ved Rosbæksvej 5

Madordning

Vi har madordning i institutionen.

Aflevere og hente

En del af dagligdagen for et institutionsbarn er skiftet mellem institution og hjem – mellem pædagoger og forældre. Det kan for både barn og forældre være svært at skilles, og det kan også være en kompliceret situation for en pædagog at træde ind i.

En god start på dagen

Ritualer kan være en hjælp for alle parter, når ikke de er for langstrakte og omstændige for barnet. Sammen skal vi huske, at det aldrig må blive barnets ansvar, at afskeden bliver god – det er alene de voksne, der har det ansvar. Det skaber den bedste afsked, at det er dig, der giver barnet til pædagogen, når der siges farvel. Sådan signalerer du bedst, at du har tillid til situationen, og at det er nu, du tager på arbejde.

Omgivelserne

Vær opmærksom på, at der kan være andre børn og voksne på stuen, som også skal sige farvel. Der kan også være aktiviteter på stuen blandt børn, som er afleveret, som personalet skal engagere sig i. Tag dig tid til at mærke stemningen på stuen. Hils på de andre børn og forældre. Det kan nogle gange lette den svære afsked, at du sætter barnet i gang med en leg eller aktivitet. Men aftal altid først med en pædagog, om det er okay, hvis det drejer sig om en aktivitet, der kræver voksenopmærksomhed.

Pædagogens rolle i afleveringen

Du kan forvente, at du får hjælp til afleveringen af pædagogerne. Pædagogerne vil være imødekommende overfor dig og dit barn, når I træder ind i huset, og vil enten forsøge at engagere dit barn i en aktivitet, der er i gang på stuen, eller på andre måder skabe dagens første kontakt med barnet. For mange børn skal afskeden dog overstås, før barnet kan fordybe sig i noget.

For pædagogen kan det være svært at vide, hvornår det er tid til at sige farvel. Sig det derfor til pædagogen, lidt før du ønsker at gå, så den voksne får et par minutter til at forberede andre på, at hun lige skal sige farvel sammen med dit barn.

Undgå at gå uden at sige rigtig farvel. I pædagogernes dialog med barnet i løbet af dagen kan information om, hvem der henter, være meget anvendelig, og i vuggestuen er der derfor særlig fokus på at notere ca. hentetid og hvem, der henter.  Sørg også for at sige det, hvis dit børnehavebarn bliver hentet af en anden end jer forældre.

En snak, når dagen er slut

Både børn og pædagoger synes, det er rigtig hyggeligt og givende, at du har lidt tid om eftermiddagen til at få en lille sludder med de andre forældre, børn eller med os. Når du kommer ind i huset og på stuen, så mærk stemningen. Er den hektisk, fordi der ikke er så mange pædagoger? Eller har de voksne tid til en snak om dagen? Sidder der i forvejen mange forældre og snakker? Der skal være plads til alle, men det er først og fremmest børnenes og pædagogernes arena.

Husk at sige farvel

Det er vigtigt for os at have styr på, hvem der er gået for dagen, og hvem der stadig er her. Husk derfor at sige farvel til en medarbejder, når I går.